Venstre siger ja tak til Wilbek som borgmesterkandidat

Ulrik Wilbeks ambitioner om at tage borgmesterkæden i Viborg om halsen er nu kommet et skridt tættere på at blive virkelighed.

Den tidligere håndboldlandstræner og nuværende sportschef i Dansk Håndbold Forbund er mandag blevet valgt som Venstres borgmesterkandidat i den midtjyske by ved det kommende kommunalvalg i 2017.

Wilbek var den eneste Venstre-mand, der stillede op til posten.

- Det er dejligt, at det nu officielt er på plads, at medlemmerne af Venstre i Viborg Kommune har valgt mig til spidskandidat. Nu kan jeg for alvor begynde arbejdet frem mod kommunalvalget i november 2017, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

Det er anden gang, at Wilbek går efter den øverste politiske post i Viborg. Sidste gang var før kommunalvalget i 2005, men dengang måtte de politiske ambitioner vige, da han i stedet takkede ja til at blive herrelandstræner i håndbold.

Denne gang ser hans prioriteter dog ud til at være vendt om. Da Wilbek i begyndelsen af året annoncerede, at han igen vil gå efter borgmesterposten, konstaterede han, at han ikke vil kunne være sportschef i Dansk Håndbold Forbund, hvis han vælges som borgmester.

- Det har været en svær overvejelse, men jeg kan på den anden side godt lide udfordringer og vil gerne gøre en forskel. Og det er det, der trækker ved borgmesterjobbet, sagde han dengang til Ritzau.

Ulrik Wilbek er en kendt mand i Viborg, hvor han har trænet håndboldkvinderne igennem en årrække.

Han sad i byrådet i Viborg for Venstre i perioden fra 1998-2001 og fungerede i perioden som formand for socialudvalget.

Ved det seneste kommunalvalg i 2013 satte Venstre sig på 12 af byrådets 31 pladser og blev igen det største parti.

Borgmesterposten gik dog til De Konservatives spidskandidat, Søren Pape Poulsen.

Han fratrådte i september 2014, fordi han blev valgt som ny landsformand for partiet. I den forbindelse blev han afløst af partifællen Torsten Nielsen.

Venstre har ikke haft borgmesterposten i Viborg Kommune siden 1990, hvor Jørn Cato Nielsen var byens førstemand.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


LeoVegas
Danmarks Mobilcasino.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip