Venstre: Vi har intet hørt fra regeringen

Skrevet af admin

26/11/2013

Mest læste i dag

Regeringen kan vise sin vilje til at forhandle finanslov med Venstre ved at fremrykke skattereformens aftalte lettelser for virksomheder fra 2015 til 2014.

Det fastslår Venstres finansordfører, Peter Christensen, som understreger, at Venstre intet har hørt fra regeringen siden 30. oktober.

- Vi har fra starten sagt til regeringen, at det er en god indgang til at forhandle finanslov med os, at vi fremrykker de lettelser for små og mellemstore virksomheder, som vi aftalte i vækstpakken, til næste år i stedet for i 2015, siger Peter Christensen.

Han afviser, at Venstre er billigere til salg med dårligere meningsmålinger efter kritik af Lars Løkke Rasmussens rejser på 1. klasse for miljøorganisationen GGGI.

- Vi siger det samme, som vi har sagt hele tiden: Det handler om at få skabt øget beskæftigelse i Danmark, påpeger Peter Christensen.

Han skoser regeringen for et "yderst mærkværdigt" forløb om finansloven, som trækker langt ud over den forventede frist. Satspuljen står også stille, ligesom der er stilstand i forhandlingerne om erhvervsskoler og sygedagpenge, forklarer han.

Regeringen og Enhedslisten drøfter ifølge Ritzaus oplysninger tirsdag arbejdsklausuler i Beskæftigelsesministeriet. Det skal stoppe social dumping med krav om danske løn- og arbejdsvilkår ved offentlige opgaver.

Peter Christensen har aldrig set et lignende forløb.

- Venstre har intet hørt fra regeringen siden 30. oktober. Så det er helt tydeligt, at regeringen har valgt Enhedslisten, siger Peter Christensen og understreger:

- Først holder regeringen 14 dages pause på grund af kommunalvalget.

- Bagefter er tilliden ikke til stede, når regeringen tager æren for det, de vil give som indrømmelser. Det efterlader Enhedslisten med at forklare, hvordan finansieringen hænger sammen.

/ritzau/