Der er kommet flere penge end ventet i statskassen gennem beskatning af fri telefon, og de penge bør inddrages i de kommende forhandlinger om vækstpakken.
Det mener Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, som har fået tallene oplyst i et skriftligt svar fra skatteminister Morten Østergaard (R).
Da Enhedslisten og regeringen indførte beskatningen i forbindelse med finansloven i 2012, regnede man med et provenu på 135 millioner kroner, men tallet har vist sig at ende på 450 millioner kroner i 2012.
- Når det viser sig, at der er kommet flere penge end ventet, så kunne man vælge at tage et forsigtighedsprincip set ud fra borgernes synspunkt, siger Torsten Schack Pedersen.
- Det vil sige, at når staten på et tiltag har fået flere penge end ventet i kassen, så bør man selvfølgelig føre de penge tilbage, uddyber han.
Ifølge Torsten Schack Pedersen er der behov for at finde plads til at sænke skatter og afgifter.
- Her ligger så en pose penge, som vil være helt oplagt at starte med at lægge i puljen, siger Torsten Schack Pedersen.
Han oplyser, at Venstre og regeringen ikke har aftalt at mødes og drøfte muligheden, men derimod venter til de egentlige vækstforhandlinger går i gang i løbet af foråret.
Skatteministeriet oplyser dog til Ritzau, at forskellen mellem de 135 millioner kroner og de 450 millioner kroner isoleret set ikke kan betragtes som et merprovenu. Det skyldes, at forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere kan have spillet ind i opgørelserne.
I starten af maj fremlagde regeringen sit udspil til en vækstpakke. Den indeholder 89 initiativer inden for alt fra forskning over uddannelse til bedre vilkår for virksomhederne.
Regeringen vurderer selv, at dens bud på en vækstpakke vil betyde reducerede omkostninger for virksomhederne som følge af færre administrative byrder, lavere afgifter og effektiviseringer.
/ritzau/