Venstre vil ikke udfase kul før planlagt

Skrevet af admin

29/10/2014

Mest læste i dag

Venstre vil ikke være med til at udfase kul allerede i 2025 i stedet for i 2030, som er regeringens mål i det energiforlig, der er indgået med en række partier.

Det fastslår Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, efter at klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) onsdag har lanceret forslaget.

- Det bliver dyrt. Danmark er jo ikke en ø i energipolitisk sammenhæng. Vi er en del af et europæisk energisystem. Når vi går foran, kan andre lande udlede endnu mere CO2. Derfor er det ikke en gevinst for miljøet, når Danmark udfaser kulkraft, siger Lars Christian Lilleholt.

Venstre vil derfor holde fast i det nuværende energiforlig, siger Venstres energiordfører.

- Vi siger nej. Vi fastholder køreplanen. At fremrykke og forcere udviklingen er udtryk for, at valgkampen er gået i gang. Så har ministeren behov for at markere sig, mens FN's klimapanel mødes i København. Men det er ikke realiserbart, siger Lars Christian Lilleholt.

Det har slet ingen effekt på det globale klima, om Danmark udfaser kul fem år før. Polen og Tyskland fyrer med meget mere forurenende brunkul, ligesom USA og Kina udleder så meget kulrøg, at en mindre dansk udledning slet ikke kan måles, mener han.

- Ved vækstaftalen i sommer reducerede vi den særlige PSO-afgift med 13 milliarder kroner for at sikre lavere energiafgifter. Så er der ikke brug for at lukke effektive danske kulkraftværker, langt før de står til udfasning, siger Lars Christian Lilleholt.

- Så kan tyske kulkraftværker forurene mere i EU's kvotesystem. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Jeg er bange for, at udfasningen vil koste danske el- og varmeforbrugere rigtig, rigtig mange penge.

Venstre og de øvrige borgerlige partier har nu kaldt klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) og erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) i samråd.

På samrådet skal regeringen ifølge Lars Christian Lilleholt svare på, hvordan den vil opfylde sine "mål om at forbyde kul i fra 2025, uden at det hæver borgernes og erhvervslivets energiomkostninger og dermed svækker konkurrenceevnen, vækst og beskæftigelse".

/ritzau/