Venstres gruppeformand banker Vesselbo på plads

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Venstre mener, at socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har "et klart problem" med sin håndtering af millionuddelingen til Huset Zornig og kampagnen "Stemmer på Kanten".

Det slår Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, nu fast, selvom partiets socialordfører, Eyvind Vesselbo, i et debatindlæg i BT erklærer sig tilfreds med, at Vilhelmsen har beklaget og redegjort for sagen.

- I Venstre er vi ikke tilfredse med den beklagelse, der er kommet. Der er stadigvæk enormt store udestående spørgsmål, og der dukker hele tiden nye vinkler op, hvor ministeren har svært ved at forklare, hvad hun har gjort.

- Derfor skal den her sag graves ud helt til bunds, og vi er slet ikke færdige endnu, siger Kristian Jensen til Ritzau.

Venstres gruppeformand har ikke nogen forklaring på, hvorfor Eyvind Vesselbo tilsyneladende er klar til at lægge sagen på hylden og ikke ser noget galt i den tætte mailkontakt mellem Socialministeriet og Huset Zornig forud for oprettelsen af millionpuljen.

En tæt kontakt, som ifølge Kristian Jensen indikerer, at Vilhelmsen kan have misinformeret Folketinget, når hun tidligere har sagt, at Huset Zornig søgte om støtte "på fuldstændig lige vilkår" med andre ansøgere.

- Jeg evner ikke at læse tanker, heller ikke Vesselbos. Jeg vil bare sige, at det er ikke tilfredsstillende for Venstre, når meget tyder på, at en minister har givet urigtige oplysninger til Folketinget. Så kan vi ikke bare stoppe det med en beklagelse,

- Spørgsmålet er ikke, hvilken korrespondance der har været. Spørgsmålet er, hvad har ministeren informeret Folketinget om. Vi er nødt til at få undersøgt, hvorvidt hun direkte har løjet over for Folketinget, siger han.

Annette Vilhelmsen er kaldt i samråd om sagen, og Kristian Jensen vil endnu ikke svare på, om Venstre i den forbindelse vil kræve ministerens afgang.

- Det er for tidligt at drage konklusioner, men hun er absolut ikke på sikker grund med de mange forskellige udtalelser, hun har haft, og de skiftende forklaringer der har været undervejs.

- Det er slet ikke tilfredsstillende, og derfor er der god grund til at arbejde videre med de her spørgsmål omkring hendes og ministeriets rolle, siger han.

/ritzau/