Ventetiden på operationer er den korteste i 10 år

admin

|

28/03/2015

Dagens topnyheder

Ventetiden på at blive opereret i Danmark blev i 2014 den korteste i 10 år. Det viser nye tal fra Sundhedsministeriet.

Den gennemsnitlige ventetid på planlagte operationer til eksempelvis en ny hofte, menisk i knæet, brok eller at blive opereret for grå stær lød i 2014 på 49 dage, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi har i dag den korteste ventetid på operationer i 10 år. Det er en utrolig god nyhed, og der er virkelig grund til at rose sygehusledelserne og ikke mindst de mange dygtige læger, sygeplejersker og andre ansatte på vores sygehuse, der har knoklet for at få ventetiderne ned, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til avisen.

Tilbage i 2005 lød ventetiden på gennemsnitligt 57 dage, og køen toppede i 2009 med 67 dage. Siden har ventetiderne været støt faldende år for år.

Forklaringen på den faldende ventetid er dog ikke alene dygtigt personale og effektive sygehuse, vurderer professor i Sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Han har fulgt sundhedsvæsnet tæt i 15 år.

- Vi kan ikke med sikkerhed forklare, hvorfor ventetiderne er faldet de seneste år. Men blandt befolkningen og de praktiserende læger, som står for henvisningerne, er der en stigende erkendelse af, at vi ikke kan operere os ud af alting, og at ressourcerne i systemet ikke er ubegrænsede, siger han til Frederiksborg Amts Avis og fortsætter:

- Derfor holder patienterne selv lidt igen, og det samme gør de praktiserende læger, og dermed bliver køen til at blive opereret også lidt kortere.

Statistikken for ventetider på operationer omfatter ikke kræftpatienter, som følger særskilte forløb.

/ritzau/