Verden er tæt på at miste de nordlige hvide næsehorn

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Verden har i weekenden mistet et af de mest sjældne pattedyr på kloden.

Det skete søndag, da næsehornet Angalifu døde. Det bukkede efter 44 år på Jorden under for alderens tyngde i den zoologiske have i San Diego i Californien.

Angalifu tilhørte den særlige sjældne race af nordlige hvide næsehorn.

Der findes også sydlige hvide næsehorn. Den race er også sjælden, men det er dog lykkes via beskyttelsesforanstaltninger mod krybskytter, flytning af bestande og andre tiltag at skabe en levedygtig bestand i det sydlige Afrika.

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) var racen på randen af udryddelse i slutningen af det 19. århundrede, men i 2010 var der 20.000 dyr.

Anderledes med de nordlige hvide næsehorn.

CNN, der rapporterer om Angalifus død, skriver på sin netavis, at der nu kun er fem eksemplarer af de nordlige hvide næsehorn tilbage på Jorden.

- En af dem er Nola, vores ældre hunnæsehorn, siger den zoologiske have i San Diego i en erklæring, der oplyser om den gamle hans død.

De sidste fire lever i et beskyttet reservat i Kenya. Der er så vidt vides ingen nordlige hvide næsehorn i den fri natur.

CNN skriver, at der genetisk er forskel på nordlige og sydlige næsehorn.

Næsehorn er i mange år blevet jagtet af krybskytter, der skærer hornene af dyrene og sælger dem. Der er aftagere til den slags i Asien, hvor knust næsehorn bruges til traditionel medicin.

Et horn kan ifølge CNN sælges for titusindvis af dollar, og eksperter inden for den lysky handel siger, at handel med sådanne horn er blevet mere lukrativ end handel med narko.

Nu om dage bruger kriminelle syndikater militærhelikoptere, udstyr til at se om natten og avancerede våben til at narre vagterne i nationalparkerne, der ikke har midler til at matche det moderne udstyr, som de kriminelle benytter sig af.

/ritzau/