Vestager giver Fiat og Starbucks millionrap over fingrene

Skrevet af admin

21/10/2015

Mest læste i dag

Ifølge EU-Kommissionen har Luxembourg og Holland givet særlige skattefordele til Fiat og Starbucks, hvilket er ulovligt ifølge EU-regler for statsstøtte.

Det oplyser EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, onsdag på et pressemøde i Bruxelles, som markerer starten på en række markante skattesager, som kan få stor betydning for såvel skattesystemer som virksomheders ageren indenfor EU.

Sagerne drejer sig om et trecifret millionbeløb i danske kroner.

- Skatteafgørelser, som kunstigt reducerer en virksomhedens skattebyrde, er ikke i overensstemmelse med EU-regler for statsstøtte. De er ulovlige.

- Jeg håber, at med dagens beslutninger vil beskeden blive hørt af medlemslandenes regeringer såvel som virksomheder. Alle virksomheder, store eller små, multinationale eller ej, bør betale deres rimelige andel af skat, siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Vestagers undersøgelser blev indledt sidste år og omfatter ud over Fiat i Luxembourg, Starbucks i Holland også Apple i Irland og den amerikanske internetgigant Amazon.

Undersøgelserne af de to sidstnævnte sager ser dog ud til at gå mere trægt, hvorfor de ikke er præsenteret endnu.

EU-Kommissionen har pålagt Luxembourg og Holland at tilbagebetale den skat, som ikke er blevet betalt af Fiat og Starbucks for at imødegå de uretfærdige konkurrencefordele, som de internationale selskaber har nydt godt af.

Beløbene, der skal tilbagebetales, er mellem 20 og 30 millioner euro for hvert selskab, svarene til mellem omkring 150 til 224 millioner kroner.

/ritzau/