Vestager træt, taknemmelig og på chokoladejob

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Hun er træt. Men havde troet, det ville være meget værre at være i krydsild i Europaparlamentets økonomiudvalg.

Margrethe Vestager har torsdag aften skullet svare på spørgsmål om alt fra Google over danske regler mod social dumping til belgisk chokolade som led i sin store eksamen til jobbet som EU's næste konkurrencekommissær.

- Jeg synes ikke, det var så langt. Jeg havde tænkt, at tre timer er uendeligt langt. Men det var det ikke. Og jeg synes, jeg var meget heldig, for jeg fik rigtig gode spørgsmål, hvor jeg havde noget at komme med, siger Vestager.

Ritzaus rundspørge til de danske europaparlamentarikere viser, at alle giver topkarakterer til den radikale tidligere økonomi- og indenrigsministers præstation.

Blandt de otte, der har svaret, giver seks ni ud af 10 point, en giver et ottetal, og en giver topkarakteren 10. Kun Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU splitter sin karakter med ni for præstationen og tre for politikken.

Det bekymrer ikke politikeren i Vestager, at hun får topkarakterer fra hele den politiske skala.

- Det siger jo sådan set noget om, at det kan godt være, at jeg skal være uafhængig. Men de er det da heldigvis ikke helt.

- Jeg håber selvfølgelig, at den er fuldstændig saglig og uden nogen skelen til, at vi deler hjemlandets vemodige sange og modersmål. Men lidt er der nok – og det skal de have tak for, siger kommissærkandidaten.

Og selv om Vestager på forhånd havde sagt, at hun nok måtte være forsigtig med at bruge dansk humor, gjorde hun under høringen alligevel flere forsøg med nogle af sine fra dansk politik så velkendte kække bemærkninger.

Det betød blandt andet, at hun sagde "svesken på disken" på dansk midt i en sætning på engelsk, at hun gjorde sig munter over EU's mange forkortelser og sære udtryk som "double Irish", og at hun spøgende lovede, at hun som konkurrencekommissær vil have undersøgt, om belgisk chokolade eller dansk lakridschokolade er bedst.

Og humoren holdt.

- Ja, jeg synes faktisk, det var okay. Og det der med belgisk chokolade, det er jo så en opgave, jeg har påtaget mig nu. Det bliver utrolig hårdt. Men jeg må jo give mig i kast med det, siger Vestager, der dog stadig prøver at huske at sige "hvis jeg bliver kommissær".

/ritzau/