Vestager: Udspil om ledige er ingen spareøvelse

Skrevet af admin

30/04/2014

Dagens topnyheder

Regeringens udspil til en reform af beskæftigelsesområdet er ikke en spareøvelse, siger De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

- Der er i udspillet lagt en tilskyndelse for de ledige. Der er ikke nogen, der har lyst til at blive hængende i systemet - snarere tværtimod, siger Margrethe Vestager om regeringens udspil.

- Det er som bekendt ikke lavet som en spareøvelse, så der er ikke penge i hånden nu og her, siger hun.

- Jeg er mest stolt af, at den enkelte bliver set igen og ikke bliver jagtet rundt i forskellige systemer. Det er det bærende, og det er spot on, hvad der er brug for, lyder det fra Vestager.

Udspillet sigter efter, at 3500 flere personer kommer i arbejde frem mod 2020, og regeringen vil årligt afsætte 500 millioner kroner til at uddanne ledige dagpengemodtagere.

Desuden skal der skal flyttes flere hundrede millioner kroner fra det, regeringen kalder "meningsløs" aktivering.

- Det afgørende har været finde en god balance, for det, der er balancen, er her, at ret og pligt bliver flyttet frem i bussen igen. Der bliver ting, der skal leves op til, men der bliver også andre frihedsgrader, lyder det fra Vestager.

Forud for forhandlingerne har Venstre lagt op til, at der kan spares fire milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen, og at der skal flyttes penge fra denne indsats over på vækstinitiativer som eksempelvis en sænkelse af skatter og afgifter.

/ritzau/