Vestager: Velfærdsturisme er ikke noget problem

Skrevet af admin

10/01/2014

Dagens topnyheder

Danmarks to største partier, Venstre og Socialdemokraterne, styres begge af "frygt" i debatten om velfærdsturisme.

Det siger Morten Helveg Petersen, den radikale spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg, ifølge Berlingske.

- Hele vejen rundt blandt de andre ja-partier ser vi en skepsis over for arbejdskraftens frie bevægelighed. Men det nytter ikke noget at trække følehornene til sig og blive bange for sin egen skygge, siger han til avisen.

Meldingen kommer, mens forhandlingerne er strandet mellem regeringen, Venstre og De Konservative om en ny, stor europapolitisk aftale, der handler om de overordnede linjer i EU-politikken.

Morten Helveg Petersen bakkes op af den radikale leder, Margrethe Vestager:

- Der er ikke et problem med trafik ind i landet for at få offentlig forsørgelse. Når vi ser på tallene, så kan vi se, at folk kommer hertil for at tage et arbejde, og når de gør det, så bidrager de til det danske samfund, siger hun til Berlingske.

Økonomi- og indenrigsministeren mener, at Venstre antyder noget "abstrakt og vattet" i debatten om de såkaldte velfærdsturister fra central- og østeuropæiske EU-lande, og hun mener ikke, at vandrende arbejdstagere udgør en trussel mod velfærdssamfundet.

Berlingske skriver, at Venstre afviser at være præget af frygt i den pågældende debat.

Partiets europaordfører, Jakob Ellemann-Jensen, siger, at man har brug for en faktuel udredning for at se nærmere på problemet om velfærdsturisme. Det vil løfte diskussionen, lyder det.

En ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet har for nylig vist, at østeuropæere, som bor i Danmark, modtager velfærdsydelser på cirka samme niveau som danskere. Det gælder for eksempel kontanthjælp og sygedagpenge.

/ritzau/