Vestager: Vi rører ikke ved boligskatten

Skrevet af admin

20/01/2014

Mest læste i dag

OECD fremlagde mandag en ny landerapport om Danmark med en klar anbefaling til den danske regering om at omlægge skatterne.

Hæv boligskatten og brug i stedet pengene på at sænke topskatten, lyder OECD's råd til regeringen. Men det bliver ikke til noget, fastslår økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

- Det er en meget klar anbefaling, men den vil vi ikke gå med til. Vi har lavet en skattereform, som balancerer de to ting. Ejendomsskatten lægges fast, og 250.000 tages ud af topskatten over de næste år, og det kan vi godt stå på mål for, siger hun.

Dermed henviser Margrethe Vestager til den skatteaftale, som regeringen i 2012 lavede med Venstre og De Konservative, hvor ejendomsskatten er fredet helt frem til 2020.

Økonomi- og indenrigsministeren peger også på, at mange boligejere oplever, at grundskylden stiger, og at det er en ekstra grund til at holde selve ejendomsskatten i ro.

- Mange boligejere oplever bestemt ikke, at boligskatten er frosset fast. Selv om vi har et loft over, hvor meget den kan stige, så er der mange, der oplever, at deres samlede ejendomsskat stiger. Derfor synes jeg ikke, at der er nogen grund til at røre ved det, siger Vestager.

Når det gælder OECD's vurdering af behovet for at sænke topskatten i Danmark, så henholder Margrethe Vestager sig til, at grænsen for, hvornår man skal betale topskat, blev hævet med skattereformen.

Derfor ser hun ingen grund til at efterleve OECD's anbefaling om at sænke selve marginalskatten på arbejde for de højeste indkomster.

- Det, der skete med skattereformen er jo, at de øverste indkomster bliver færre, så 250.000 færre personer skal betale topskat. Det synes jeg sådan set er meget tilfredsstillende.

- Og så er det min grundholdning, at det sådan set er i orden, at dem, der tjener mest, også betaler mest i skat procentuelt, siger Vestager.

/ritzau/