Vestas indgår millionforlig i USA

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

Vestas har indgået forlig i en amerikansk sag, hvor selskabet og dele af topledelsen var sagsøgt for at give forkerte informationer i forbindelse med en ny regnskabspraksis.

Det oplyser vindmølleselskabet i en fondsbørsmeddelelse torsdag aften.

Som led i forliget skal Vestas betale fem millioner dollar - omkring 27,5 millioner kroner - til de amerikanske aktionærer. Vestas slipper dog for selv at skulle til lommen, da danskernes forsikringsselskab dækker omkostningerne.

Sagen stammer tilbage fra marts 2011, hvor Vestas samt medlemmer af selskabets bestyrelse og direktion blev sagsøgt i et massesøgsmål anlagt af en aktionær ved de føderale domstole i Colorado.

Dengang ville Vestas påstå frifindelse, og i dag er vindmøllekoncernen stadig af den opfattelse, at der ikke er belæg for søgsmålet.

- Vestas afviser kategorisk alle påstande i anklagen og er overbevist om, at selskabets offentliggørelser til alle tider var retvisende, skriver selskabet i meddelelsen.

- Vestas er af den opfattelse, at selskabet ikke har gjort noget retsstridigt og som følge heraf ikke har et erstatningsansvar i forhold til de anklager, der er rejst mod selskabet. Ikke desto mindre mener Vestas, at det vil være ønskværdigt at få afsluttet retssagen og således få sat en stopper for de betydelige udgifter, byrder og usikkerheder, der er forbundet med en fortsat retssag i USA.

Før Vestas kan sætte endeligt punktum i sagen, skal forliget godkendes ved en domstol i USA, ligesom at der i forligsdokumenterne er flere betingelser for godkendelsen.

Der ventes en foreløbig afgørelse senere i år, og den endelige godkendelse kan falde på plads i slutningen af 2014 eller i begyndelsen af næste år.

- Vi ser frem til at lægge denne sag bag os, så vi kan fortsætte vores fokus på driften af virksomheden til gavn for vores kunder og vores ejere, siger bestyrelsesformand Bert Nordberg.

/ritzau/