Vestas overrasker med positivt resultat

Skrevet af admin

09/05/2014

Mest læste i dag

Vindmøllegiganten Vestas sneg sig lige akkurat op på et plus efter årets første kvartal. Vestas kom ud af årets første måneder med et overskud før skat på to millioner euro svarende til cirka 15 millioner kroner. Det er første gang i fem år, at selskabet har overskud i første kvartal.

Resultat er over en milliard kroner bedre end første kvartal i 2013, hvor Vestas fik et underskud på omkring 1,1 milliard kroner.

Ifølge koncernchef i Vestas, Anders Runevad, skyldes det positive resultat fremgang på alle fronter.

- Som vi forventede, viste første kvartal forbedringer inden for alle vigtige områder. Dette er resultatet af en stor arbejdsindsats fra mine kollegers side, og vi forbliver fokuserede på at eksekvere på vores strategi, Lønsom vækst for Vestas, siger Anders Runevad i regnskabet.

Det var ventet på forhånd, at Vestas ville få - endnu - et minus på bundlinjen efter de første måneder, da selskabet typisk kun indtægtsfører en mindre del af årets omsætning i første kvartal.

Det overraskende positive resultat er hjulpet på vej af et noget højere driftsresultat end forventet.

Vestas fik et driftsresultat på 27 millioner euro svarende til 202 millioner danske kroner efter første kvartal, hvor analytikere ifølge Ritzau Finans havde forventet et negativt driftsresultat.

/ritzau/