Vestergaard scorer for Hoffenheim i Bundesligaen

Skrevet af admin

13/04/2014

Mest læste i dag

Jannik Vestergaard fik søndag scoret sit første sæsonmål for Hoffenheim i Bundesligaen i en 2-0-sejr over Augsburg.

Den danske midterforsvarer var gået med frem på et hjørnespark i slutningen af første halvleg.

Selv om U21-landsholdsforsvareren ikke fik panden på bolden i første omgang, så blev Vestergaard stående i feltet, hvor han kunne følge op på Tarik Elyounoussis skudforsøg, der blev blokeret på gæsternes mållinje.

Den 21-årige dansker headede sikkert returbolden i mål og øgede Hoffenheims føring til 2-0.

Midtvejs i første halvleg havde holdkammeraten Sejad Salihovic bragt værterne foran med et mål direkte på frispark.

Hoffenheim har 40 point på Bundesligaens niendeplads lige bag søndagens modstandere fra Augsburg.

Med fire spillerunder tilbage af sæsonen får Vestergaard og holdkammerater svært ved at nå de placeringer, der giver adgang til Europa i næste sæson. Holdet kan heller ikke nå at blive fedtet ind i nedrykningskampen.

/ritzau/