Vestjysk Bank taber stort på landbrugskrise

Skrevet af admin

21/01/2015

Mest læste i dag

Handelskrisen mellem EU og Rusland er indirekte årsag til røde tal på bundlinjen hos Vestjysk Bank. Banken regner med at nedskrive med mellem 650 og 700 millioner kroner i 2014-regnskabet.

Det meddeler banken til fondsbørsen.

Handelskrisen mellem EU og Rusland giver bankens landbrugskunder meget lave priser for mælk og svinekød, og de har svært ved at betale deres gæld.

- Udsigterne for landbrugserhvervet i 2015 er aktuelt meget bekymrende som følge af store prisfald på mælk og svinekød.

- Forventningerne til omfang og varighed af meget lave afregningspriser er stærkt påvirket af handelskrisen mellem EU og Rusland og er meget usikre, skriver banken i meddelelsen til fondsbørsen.

Landbruget udgør med 400-450 millioner kroner omkring 60 procent af nedskrivningerne. Dermed er bankens hidtidige mål om at nå et resultat, der balancerer, skudt i sænk.

Nu ser det ud til at, at resultatet vil lande på et underskud på mellem 150 og 200 millioner kroner i stedet, erkender Vestjysk Bank. Og det bremser bankens planer om en snarlig vending.

- Det betyder, at vi sættes et år tilbage i forhold til vores planer.

- Så, hvor vi efter halvårsrapporten virkelig troede på, at vi kunne se en vending i løbet af 2014 og begynde at tjene lidt penge på bundlinjen, er det i hvert fald rykket til 2015, siger konstitueret, administrerende direktør Michael Nelander Petersen til Ritzau Finans.

For årets første ni måneder leverede Vestjysk Bank et overskud på syv millioner kroner før skat, og forventningen til hele 2014 var dengang et nulresultat.

Nu vil hele årets basisresultat på forventet 500 millioner kroner blive spist op af nedskrivningerne.

Vestjysk Bank kommer 26. februar med en endelig årsrapport for 2014.

/ritzau/