"Vi arbejder stort set, som vi plejer": Mange lærere bestemmer igen selv over deres arbejdstid

Skrevet af admin

23/06/2015

Mest læste i dag

For to år siden sloges Danmarks Lærerforening og kommunernes forening KL så hårdt om afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale, at det endte med lockout og lukkede skoler.

Nu viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget til landets lærerkredse, at der i 50 kommuner er indgået en lokal aftale eller underskrevet et såkaldt forståelsespapir med den lokale afdeling af lærerforeningen om lærernes arbejdstid i det kommende skoleår.

Mange af aftalerne omgår centrale dele af den lov om lærernes arbejdstid, som blev vedtaget efter lærerkonflikten.

Afskaffelsen af lærernes arbejdstidsaftale betyder blandet andet, at lærerne som udgangspunkt skal være til stede på skolen i deres arbejdstid, at de ikke længere er garanteret tid til at forberede undervisningen, og at der ikke længere er et loft over, hvor mange timer de kan blive sat til at undervise på en uge.

I mange kommuner er lærerkredsen og kommunen blevet enige om netop at sløjfe dele af kravet om tilstedeværelse, at afsætte en pulje af timer til forberedelse, som lærerne selv kan råde over, og at sætte et loft over undervisningstimetallet - som dog er højere end før konflikten.

- Vi arbejder stort set, som vi plejer, og vi er glade for, at vi har kunnet finde ud af det med vores lokale politikere, siger Jens Lunden, formand for Herlev Lærerforening, til Jyllands-Posten, mens flere borgmestre også er godt tilfredse med aftalerne.

- Vi respekterer, at lærere er voksne mennesker, der kan finde ud af at prioritere deres arbejdstid, siger Ib Terp (S), borgmester i Brøndby, til avisen.

Lærerformanden Anders Bondo Christensen forventer flere lokale aftaler de kommende år.

Michael Ziegler (K), formand for overenskomstudvalget i KL, siger, at han ikke vil blande sig i, om kommuner laver lokale aftaler med lærerne.

/ritzau/