Vi vil have julehilsnen med posten frem for på Facebook

Skrevet af admin

06/12/2014

Mest læste i dag

Selvom den teknologiske udvikling er i rivende udvikling, så holder danskerne fast i traditionen om julekortet, når højtiden nærmer sig. Tre ud af fire danskere vil helst modtage et julekort med posten.

Det viser en undersøgelse blandt 3000 danskere, som analyseinstituttet Gallup har foretaget for Post Danmark.

På spørgsmålet om, hvilken type julehilsen danskerne helst vil modtage, svarer 75 procent, at de helst vil modtage den som brev eller postkort.

Andre valgmuligheder som på mail, sms eller mms eller på sociale netværk som Facebook eller Twitter falder ikke i danskernes smag. Og det er der en god grund til, mener kommunikationschef hos Post Danmark, Morten O. Nielsen.

- Selvom den digitale kommunikation fylder mere og mere i vores hverdag, så er sms, e-mail og Facebook aldrig blevet budt indenfor, når det kommer til at sende julehilsner.

- Danskerne mener ganske enkelt, at det fysiske julekort kan noget, som de digitale medier ikke kan, når det handler om at sprede julestemning og juleglæde, siger Morten O. Nielsen.

Ikke overraskende er det i aldersgruppen 65 år eller derover, hvor flest opnår glæde ved at modtage julekortet med posten. Her foretrækker fire ud af fem at modtage et julekort med posten.

Mere overraskende er det, at 78 procent af folk i alderen 18 til 34 år også helst vil modtage en julehilsen på traditionel vis.

- Vi kan se, at de unge, som er vokset op med de digitale medier, sætter stor pris på den særlige og personlige julehilsen, som postbuddet kommer med.

- Den fysiske julehilsen er den ægte vare, som viser, at afsender har gjort sig umage og har tænkt på os midt i den travle juletid, siger Morten O. Nielsen.

/ritzau/