Viborg-formand om muligt salg: Aktionærernes afgørelse

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Formanden for Viborg HK, Palle Kjeldgaard-Christiansen, venter lige nu i spænding på at modtage et købstilbud på den danske mesterklub.

Håndboldklubben har længe været i økonomiske problemer, og Viborg HK er nu blevet gjort bekendt med, at selskabet New Beginning Viborg HK pønser på at købe klubbens håndboldaktiviteter.

- Vi har ikke modtaget noget tilbud endnu, men vi har fået at vide, at de skal mødes med deres advokat klokken 10, hvor de vil drøfte et muligt købstilbud, siger Palle Kjeldgaard-Christiansen.

- Vi ved udmærket, hvem det er. Det er nogle gamle støtter. Det er nogle folk med hjertet i klubben.

- De vil gerne have, at håndbolden overlever, og de har været rundt til en masse lokale virksomheder og sponsorer for at få tilsagn, hvis de kan købe aktiviteten ud af det børsnoterede selskab, siger Viborg-formanden.

- Hvis det kan lade sig gøre, så vil det være et helt nyt setup for håndbolden. Hvordan det bliver, ved jeg ikke.

- Når jeg får forelagt et tilbud, regner jeg med at få lidt mere at vide om deres idéer, siger han.

Viborg HK har i øjeblikket to store aktionærer - Hellerup Finans og Bach Gruppen - og det er i sidste ende de to hovedaktionærer, der skal tage stilling til det mulige købstilbud.

- Hvis vi får et tilbud, så vil vi indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, der tager stilling til det tilbud.

- Jeg er formand og skal varetage aktionærernes interesser, og jeg skal ikke bestemme, hvad aktionærerne siger ja og nej til. Det udtrykkes på generalforsamlingen, siger Palle Kjeldgaard-Christiansen.

Formanden er bekendt med, at New Beginning Viborg HK på et tidspunkt i processen har fået tilsagn om 3,5 millioner kroner.

/ritzau/