Viborg nærmer sig salg af superligatopscorer

Skrevet af admin

26/07/2014

Dagens topnyheder

Sidste sæsons superligatopscorer, Thomas Dalgaard, vil væk fra Viborg. Det har han ikke lagt skjul på op til sæsonstarten.

Nu rykker et salg af angriberen tilsyneladende nærmere.

Nedrykkeren, der indleder sæsonen i den næstbedste række søndag, meddeler, at der er konkret interesse for Dalgaard, hvorfor han ikke er udtaget til søndagens kamp.

- Interessen for Dalgaard er i de seneste dage blevet intensiveret, og derfor har den sportslige ledelse besluttet, at Thomas Dalgaard ikke indgår i truppen til premierekampen mod AC Horsens søndag, skriver klubben på sin hjemmeside.

Den tilføjer, at flere klubber har vist interesse for Dalgaard, der i sidste sæson scorede 18 ligamål i den bedste danske række.

30-årige Dalgaard kom til Viborg i 2012 efter tre år som målsluger i Skive. Forinden havde han været på et udlandsophold hos tyrkiske Manisaspor, der aldrig blev en succes.

/ritzau/