Viborg-træner før CL-brag: Vi skal løbe fra Buducnost

Skrevet af admin

04/04/2015

Mest læste i dag

Opskriften er klar for Viborg HK, når klubben søndag tager imod Buducnost i Champions League-kvartfinalen.

Hvis Viborg skal have en chance for at vinde, skal forsvaret stå stærkt som i slutspilskampene mod Randers HK, og kontrafasen skal fungere. Det siger Viborg HK's cheftræner, Lars Friis-Hansen.

- Vi skal tage udgangspunkt i egne styrker. Vi står skarpt i forsvaret i øjeblikket, og Randers-pigerne kunne godt mærke, at vi har et internationalt godt forsvar.

- Det skal vi bruge, og så skal vi ud og løbe med Buducnost. Det er et klassisk østeuropæisk hold, som ikke er helt vilde med hold, der løber med dem, siger Viborg-træneren.

Han medgiver, der venter Viborg en meget vanskelig opgave i de to opgør mod det stærke hold fra Montenegro.

- Hvis vi spiller mod Buducnost 10 gange, så vinder vi en eller to gange. Det kan jo så være de to gange, vi skal møde dem nu.

- Men der er ingen tvivl om, det bliver vanskeligt. Buducnost er top-tre i Europa, og jeg er ikke i tvivl om, at de kan matche både Larvik og Györ. Det er den absolutte verdenselite, vi er oppe imod, så vi skal være skarpe, siger Lars Friis-Hansen.

Efter en resultatmæssig skuffende periode er Viborg kommet på rette spor, og det momentum skal bruges mod Buducnost.

- Det taler til vores fordel, at vi er inde i en supergod periode med en voldsom optimisme.

- Vi har fået motiverede spillere tilbage fra skader, så mentalt står vi meget stærkt, og det kan vi i hvert fald udnytte på søndag i hjemmekampen og få et godt resultat, siger Lars Friis-Hansen.

Spørgsmål: Hvad er et godt resultat på hjemmebane?

- Vi skal først og fremmest vinde kampen.

- I kvartfinalerne i Champions League er der ikke så store udsving. Det handler om at vinde på hjemmebane, og så skal vi ned og levere en taktisk klog præstation i Podgorica, siger træneren.

Han glæder sig over, at Mette Gravholt og Isabelle Gulldén har fået kamptræning mod Randers HK og kan være med i Champions League-kampene.

Viborg spiller returopgør næste weekend i Montenegro. Desuden kan Viborg se frem til at møde grundspilsvinderne Team Esbjerg i DM-semifinalen.

/ritzau/