Vidal fortsætter ved Copa America trods spritkørsel

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

Det får ikke umiddelbart nogen sportslige konsekvenser for den chilenske fodboldstjerne Arturo Vidal, at han tirsdag aften kørte galt i sin bil og blev anholdt for spirituskørsel.

Den chilenske landstræner, Jorge Sampaoli, mener ikke, at Vidals udåd er slem nok til, at han skal straffes med udelukkelse fra det igangværende Copa America.

- Han har begået en fejl, men den er ikke så tungtvejende, at vi vil se bort fra ham. Tværtimod skal vi sørge for at inkludere ham, siger Jorge Sampaoli ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Juventus-spilleren er en af de mest markante spillere på det chilenske landshold, der i øjeblikket spiller om det sydamerikanske mesterskab på hjemmebane.

Han kørte ifølge flere chilenske og internationale medier galt i sin Ferrari med en promille på 1,2 i udkanten af den chilenske hovedstad, Santiago, tirsdag aften.

Vidals kone, som også var med i bilen, pådrog sig mindre alvorlige skader ved ulykken.

Chile, der har åbnet turneringen med fire point i de første to kampe, skal næste gang i aktion natten til lørdag, hvor modstanderen er Bolivia.

/ritzau/