Video af ponydrab bliver vist i retten

admin

|

14/10/2014

Dagens topnyheder

- Vi skal lige være alene. Vi er i gang med at slagte en hest, lyder det fra en mand på en video, der bliver vist tirsdag i Retten i Helsingør.

24-årige Carl Plum, søn af madskribent Camilla Plum, er sammen med en en 22-årig mand anklaget for dyremishandling, fordi de aflivede en pony uden bedøvelse på en strand ved Tisvildeleje sidste sommer.

De to mænd filmede aflivningen af ponyen, og det er den film, som vises i retten. Videoen er ikke for sarte sjæle.

På filmen ses, hvordan ponyen først får bundet en trøje om hovedet, bliver slået i hovedet og derefter lagt ned på stranden. Bagefter begynder en af mændene at skære hovedet af ponyen, mens den spjætter med benene.

Både Carl Plum og den 22-årige nægter sig skyldige. Den 22-årige vil ikke udtale sig under tirsdagens retsmøde, men Carl Plum har indvilget i at lade sig afhøre.

- Hvilken hest er der tale om, lyder anklagerens første spørgsmål til Carl Plum.

- Jeg vil ikke sige så meget… om alle mulige detaljer, svarer han og fortsætter:

- Jeg kunne bare godt tænke mig at sige, at jeg kun gjorde det, fordi jeg var sikker på, at det var i orden - at der overhovedet ikke var tale om mishandling. Hvis jeg havde været i tvivl eller en lille smule i tvivl, så havde jeg ikke gjort det, lyder det fra Carl Plum.

- Jeg er selvfølgelig blevet i tvivl nu, om det var okay den måde, som det blev gjort på, tilføjer han, inden han forlader vidneskranken.

Aflivningen af shetlandsponyen, skete sommeren 2013 på en strand i Tisvildeleje. Det var Carl Plum som førte kniven.

Der forventes dom senere tirsdag.

/ritzau/