Vidne krævede penge for at møde op i narkosag i Aarhus

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

En person i Colombia har fremsat et noget specielt tilbud til en dansk forsvarer: Han vil gerne vidne i en international narkosag på den betingelse, at han får en stor sum penge.

Det er advokat Michael Juul Eriksen, der modtog tilbuddet i en mail.

Han forsvarer i disse dage i Vestre Landsret i Aarhus en tysk statsborger, der anklages for at ville købe 200 kilo kokain for 43 millioner kroner.

Efterforskningen mod tyskeren begyndte i Colombia og blev varetaget af det amerikanske narkopoliti, DEA.

Personen bag mailen fortalte, at han samarbejder med DEA, og at han har vigtige oplysninger, kunne Michael Juul Eriksen fortælle i retten.

- Men han ønskede en stor økonomisk kompensation, fordi hans vidneudsagn ville betyde, at han ikke fremover ville kunne arbejde for DEA, siger advokaten.

- Det er ret usædvanligt, siger han til Ritzau om tilbuddet.

Afsenderen af mailen trak dog kort efter sit tilbud tilbage. Advokaten har bedt anklagemyndigheden om at finde frem til personen, men det er ikke lykkedes.

Han har en mistanke om, at der kan være tale om en mand, som danske politifolk har fløjet til Colombia for at afhøre. Han ønskede dog ikke at udtale sig.

På flere møder i Bogota i Colombia forhandlede tyskeren angiveligt blandt andet med colombianeren "Maria", som er dømt for hvidvask af narkopenge i USA, og som nu - på linje med afsenderen af mailen - arbejder for DEA.

"Maria" lod som om, han kunne levere kokain på vegne af guerillabevægelsen Farc.

Derefter blev det aftalt, at "Maria" i efteråret 2013 rejste til Danmark, hvor han i København igen mødtes med tyskeren og dennes ven. Til sidst blev de to anholdt i Aarhus.

Retten i Aarhus har tidligere vurderet, at "Maria" både i Colombia og i Danmark overskred de danske grænser for, hvad en såkaldt civil agent må foretage sig. Ifølge dansk lov må en civil agent kun bistå politiet i beskedent omfang.

Imidlertid hævder Michael Juul Eriksen, at det er værre - at DEA faktisk har iscenesat forbrydelsen, idet "Maria" i Bogota tilskyndede tyskeren til at tale om den store narkohandel.

- Men i landsretten er det nu kommet frem, at DEA ikke ønsker at udlevere materiale om møderne i Colombia af hensyn til forholdet til fremmede magter og af hensyn til fremtidige operationer, oplyser advokaten.

Vestre Landsret ventes at afsige dom i sagen i november.

/ritzau/