Fyns Politi har i eftermiddag anholdt tre formodede gerningsmænd i alderen 18-22 år. De skulle angiveligt stå bag en række omfattende tyverier af designmøbler, fladskærme og computere.
Det var et årvågent vidner, der kontaktede politiet i formiddag. Vidnet havde set en bil med en mistænkelig adfærd på Fredskovvej i Allesø ved Odense. Vidnets oplysninger førte til, at en patruljebil blev sendt til stedet og fik stoppet bilen, hvor der befandt sig to personer.
Da bilen viste sig at indeholde en del tyvekoster, blev de to mænd anholdt. Kort efter mødte politiets patrulje en tredje person, som også blev anholdt. Han var på vej hen til det sted, hvor politiet netop havde anholdt de to første personer. De tre anholdte kender hinanden godt.
Kort efter fandt politiet i nærheden en stjålen bil og kort efter en trailer. Det viste sig, at traileren var fyldt med tyvekoster først og fremmest designermøbler og lamper, men også flere fladskærme og computere. Endnu et vidnes iagttagelser hjalp politiet med at forbinde de formodede gerningsmænd til den stjålne bil og traileren.
En del af de stjålne designermøbler stammer fra et indbrud i et hus i nærheden. Politiets efterforskere fandt også et hus, hvor der netop havde været forsøg på indbrud. En ransagning hos de tre anholdte viste sig også at føre til fund af endnu flere tyvekoster.
- Fyn har den seneste tid været plaget af en del indbrud. Derfor sætter vi nu massivt ind for at opklare de mange indbrud. Men vi er faktisk meget afhængige af hjælp fra borgerne. Det viser dagens tre anholdelser med stor tydelighed, siger vicepolitikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.
- Vi vil rigtig gerne opfordre alle til at holde et vågent øje med deres nærområde. Snak med naboerne og hjælp hinanden med at passe på jeres hjem. Og ser I noget mistænkelig, så tøv ikke med at ringe til os. Det kan faktisk gøre en stor forskel, det viser den aktuelle sag heldigvis, siger Michael Lichtenstein.
De tre anholdte fremstilles i et grundlovsforhør i morgen.