Vilhelmsen: Nu koncentrerer vi os om vores arbejde

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Indtil videre fungerer Pernille Vigsø Bagge som gruppeformand og politisk ordfører for SF. Det fortæller partiets afgående formand, Annette Vilhelmsen, tirsdag, efter SF har holdt gruppemøde.

- Vi har selvfølgelig drøftet situationen, den er alvorlig, siger Annette Vilhelmsen.

- Jeg synes, vi har haft et godt møde, og vi er alle SF'ere, siger hun.

Annette Vilhelmsen vil ikke komme nærmere ind på, hvad der blev diskuteret på mødet.

- Vi har haft en drøftelse, sådan som vi gør i SF, og den har vi haft internt. Det har vi haft brug for. Nu går vi ud og tager fat på vores politiske arbejde, siger hun.

Hun vil heller ikke svare på, hvem der skal være formand for partiet.

- Det er SF's medlemmer, som bestemmer, hvem der skal være formand for SF, siger hun.

Endnu har ingen meldt sig som kandidater til formandsposten.

Kort før gruppemødet kom det frem, at tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn forlader SF for at blive medlem af Socialdemokraterne. Også Astrid Krag har forladt partiet for at blive medlem af Socialdemokraterne, mens Ida Auken har meldt sig ind hos De Radikale.

/ritzau/