Temperamentet løb af med Zenit Skt. Petersborg-træner Andre Villas-Boas, da hans hold lørdag tabte hjemme med 1-3 til Krylya Sovetov i den russiske liga.
Ifølge det russiske fodboldforbund slog Villas-Boas kampens fjerdedommer i brystet, efter han havde fået det røde kort, og den handling har nu givet ham seks kampes karantæne.
Det meddelte fodboldforbundet sent torsdag ifølge ESPN.
På tv-billederne kunne man se den tidligere Chelsea-manager i heftigt skænderi med fjerdedommeren, endda med lidt udveksling af "småskaller", men før tv fangede optrinnet, skulle portugiseren altså have slået fjerdedommeren Ivan Saraev i brystet.
Zenit-træneren har ikke kommenteret sagen, men ifølge chefen for fodboldforbundets disciplinærudvalg, Artur Grigoryants, har Villas-Boas undskyldt med en forklaring om at:
- Han (Villas-Boas, red.) midlertidigt havde mistet kontrollen, og at han ikke havde ret til at opføre sig sådan.
Andre Villas-Boas har tidligere luftet ønske om at komme væk fra Rusland, men klubben ville angiveligt ikke slippe ham efter sidste sæson, hvor det blev til et mesterskab.
I denne sæson kæmper holdet noget mere med at finde formen, hvilket har resulteret i, at man er seks point efter CSKA Moskva efter blot syv spillerunder.
/ritzau/