Vismænd: Ingen flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet

Skrevet af admin

07/10/2015

Dagens topnyheder

Selv om beskæftigelsen er steget uafbrudt de seneste mange måneder, så er Danmark fortsat et stykke fra en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

Det mener de fire vismænd i Det Økonomiske Råds formandskab, som i et udkast til efterårets vismandsrapport argumenterer for, at flaskehalsproblemer ikke er noget generelt problem.

Blandt andet mener vismændene, at der fortsat mangler at komme 100.000 i arbejde, før man kan tale om fuld beskæftigelse her og nu.

Og så peger de på, at antallet af virksomheder, der angiver mangel på arbejdskraft som et væsentligt problem, fortsat er ret lavt, ligesom antallet af nyopslåede stillinger pr. bruttoledig heller ikke er foruroligende højt.

Endelig ligger de årlige lønstigninger stadig på et forholdsvist lavt niveau sammenlignet med årene før finanskrisen.

Kun i bygge- og anlægsbranchen har der været en markant stigning i lønningerne som følge af, at efterspørgslen på arbejdskraft har været større end udbuddet.

Vismændenes analyse bliver modtaget med tilfredshed i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), hvor man er af den opfattelse, at flaskehalsproblemer er blevet gjort større, end de er.

- Selv om mange arbejdsgivere i øjeblikket gerne vil tale om mangel på arbejdskraft, så bekræfter vismændene billedet af, at der ikke er generelle tegn på flaskehalse.

- Vismændenes fremskrivning illustrerer også klart, at det ikke er mangel på hænder, der er en bremse for væksten de næste 10 år. Det er produktivitetsvæksten, der er dansk økonomis store udfordring, siger Per Kongshøj Madsen, der er formand for AE.

I Dansk Industri (DI) har administrerende direktør Karsten Dybvad dog svært ved at udpege dem, der skal besætte de nye job, der opstår de kommende år.

- Vismændenes positive forventninger til økonomien hviler på en antagelse om, at der gemmer sig en stor potentiel arbejdsstyrke i Danmark, som vi har svært ved at få øje på i DI.

- Tværtimod hører vi fra vores virksomheder, at de har svært ved at finde nye medarbejdere. Hvis de problemer tager til, vil det sætte en stopper for væksten i Danmark, siger Karsten Dybvad.

/ritzau/