VM 2022: Qatar afholder gerne fodbold-VM om vinteren

admin

|

27/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når VM i fodbold i 2022 skal spilles i Qatar, bliver det med stor sikkerhed ikke om sommeren, hvor der er ekstremt varmt i den arabiske oliestat.

Præsidenten for det internationale fodboldforbund, Sepp Blatter, meddelte for nylig, at han gerne ser VM afviklet i november og december, og det er arrangørerne okay med.

- Vi har hele tiden sagt, at vi kan arrangere VM om sommeren, siger Hassan Al Thawadi, generalsekretær i organisationskomitéen for VM i Qatar, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men hvis Fifa ønsker at afholde VM om vinteren, så er vi klar til det. Men hvis de ønsker det afholdt om sommeren, er vi stadig klar, siger han.

Qatar blev tildelt VM-værtskabet for tre år siden, og siden har debatten raset om, hvordan VM skulle afvikles under forsvarlige omstændigheder.

Arrangørerne har garanteret for, at diverse airconditionanlæg ville gøre de forskellige stadioner tålelige at opholde sig i, men temperaturerne udendørs for de mange fans, der ikke er vant til varmegraderne, har også været et hedt debatemne. /ritzau/