VM: Favoritdræberen Costa Rica vil drille Italien

Det italienske landshold håber at kunne hive en sejr hjem mod Costa Rica og dermed komme et stort skridt nærmere 1/8-finalen, når de to hold fredag mødes i Recife i VM-slutrundens anden kamp i gruppe D.

Den italienske målmand Salvatore Sirigu er dog klar over, at holdet ikke skal undervurdere Costa Rica.

Udfordringen består blandt andet i at stoppe Costa Ricas stjerneangriber Joel Campbell, der til daglig spiller i den græske storklub Olympiakos. Desuden gælder det om ikke at lade sig påvirke af varmen, som costaricanerne er mere vant til end italienerne.

- Jeg sagde i et interview for nogle måneder siden, at Costa Rica ville være en svær modstander for hvem som helst.

- Det sagde jeg, fordi jeg spillede mod Olympiakos i Champions League, og vi var virkelig imponerede over Campbell, siger Paris Saint-Germain-keeperen Salvatore Sirigu til dpa.

Også den italienske midtbanespiller Daniele De Rossi har rosende ord om Costa Rica.

- Der findes ikke længere svage hold. Alle har lært at spille fodbold. Se bare på Costa Rica: I 1990 spillede alle landsholdsspillerne i klubber i hjemlandet. I dag spiller mange af dem i Europa, siger De Rossi.

Costa Rica har vist fin form i sin første kamp mod VM-semifinalisterne fra 2010, Uruguay, som holdet vandt 3-1 over.

Derfor vil Italien møde Costa Rica med en stort portion respekt, forklarer De Rossi.

- Men jeg håber, og jeg er sikker på, at vi kan slå Costa Rica og sikre vores billet til anden runde, siger Roma-spilleren.

Selvom Costa Rica løber på banen med selvtillid, har holdet stor respekt for det italienske mandskab.

- Italien har nogle dygtige spillere som Mario Balotelli og Andrea Pirlo, som kontrollerer hele spillet, og dem har vi stor respekt for.

- Men vi håber at kunne drage fordel af det varme klima. Vi er vant til at spille i sådanne temperaturer, siger FC Københavns afgående midtbanespiller fra Costa Rica, Christian Bolaños.

Costa Ricas landstræner, colombianeren Jorge Luis Pinto, har fået blod på tanden efter sejren over Uruguay og drømmer stort.

- Vi har taget et stort skridt. Et skridt, der virkelig vil kunne hjælpe os. Nu vil vi slå Italien og England, siger Jorge Luis Pinto.

Italien slog England 2-1 i den første kamp. Fredagens kamp mellem Italien og Costa Rica fløjtes i gang klokken 18.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip