VM-gruppe B: Hård kost for forsvarende mester

Skrevet af admin

13/06/2014

Dagens topnyheder

Spanien:

Vicente del Bosques hold har vundet de seneste tre slutrunder i 2008, 2010 og 2012 og er derfor naturligt blandt favoritterne til titlen. Rækken af stjerner er nærmest uendelig i en trup præget af spillere fra de spanske storklubber Atlético Madrid, Real Madrid og Barcelona samt nogle fremtrædende figurer fra Premier League.

Holland:

Tre finalepladser er de bedste resultater for Holland i VM-historien, senest i 2010. Holdet gik igennem den europæiske kvalifikationsturnering som det mest suveræne hold, og særligt Manchester United-angriberen Robin van Persie funklede med sine 11 scoringer. Arjen Robben og Wesley Sneijder er andre store stjerner, når Holland spiller sit 10. VM.

Chile:

Hvis holdet ellers kan snige sig forbi mindst et af de europæiske hold, kan det blive en farlig VM-outsider på eget kontinent. Med stjerner som Arturo Vidal fra Juventus og Alexis Sánchez fra Barcelona har holdet begået flere store resultater i tiden op til VM. I efteråret slog holdet England på Wembley og spillede uafgjort mod netop Spanien.

Australien:

Nationen er med ved VM for fjerde gang, men det vil være en sensation, hvis holdet kopierer sit bedste resultat fra 2006, da det blev til en plads i 1/8-finalen. "Socceroos" tæller enkelte spillere, der begår sig i de bedste europæiske ligaer, men det er næppe nok til at spille en rolle ved slutrunden i Brasilien.

Gruppen:

Den forsvarende verdensmester Spanien er sammen med Holland favorit i gruppen, men Chile kan blive en meget farlig outsider over for de europæiske storhold. Førstepladsen er eftertragtet, eftersom gruppevinderen formentlig undgår at møde Brasilien i 1/8-finalen. Australien er gruppens forventede prügelknabe og kan kun overraske.

Kampe:

13. juni 21:00: Spanien - Holland, Salvador (TV2)

13. juni 24:00: Chile - Australien, Cuiaba (TV2)

18. juni 18:00: Australien - Holland, Porto Alegre (DR1)

18. juni 21:00: Spanien - Chile, Rio de Janeiro (TV2)

23. juni 18:00: Australien - Spanien, Curitiba (DR1/DR3)

23. juni 18:00: Holland - Chile, São Paulo (DR1/DR3)

/ritzau/