Vognmand om dødsulykke med ni-årig: Jeg så hende ikke

admin

|

29/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En vognmand, der i september sidste år kørte en niårig pige ihjel i en højresvingsulykke i København, havde sit udsyn delvist blokeret i førerhuset.

Vognmanden havde installeret en monitor i førerhuset, som var forbundet med et såkaldt cyklistkamera.

Og det er en selvstændig lovovertrædelse, at han ikke havde fuldt udsyn, bliver det fastslået i et retsmøde onsdag i Retten på Frederiksberg.

Men om det er hovedforklaringen på, at ulykken kunne ske, er ikke blevet belyst. I øvrigt virkede monitoren ikke.

Den 61-årige vognmand har aflagt en uforbeholden tilståelse.

Straffen er blevet fastsat til 20 dagbøder á 250 kroner, hvilket stemmer med niveauet i andre sager. Desuden koster monitoren i førerhuset vognmanden en bøde på 1000 kroner.

- Jeg så dem ikke, siger han om den lille pige og hendes mor, der kom cyklende ud i krydset ved Peter Bangsvej, Ålholmvej, Grøndals Parkvej og Ålekistevej.

- Det har kørt i hovedet på mig lige siden. Jeg så dem ikke.

- Jeg har kørt 630.000 kilometer i den bil, og der er aldrig sket noget. Og så pludseligt - det er helt vildt mærkeligt, siger manden med lav stemme.

Pigen kørte forrest, mens hendes mor kom bagefter. De skulle ligeud i krydset, mens vognmanden ville dreje til højre fra Peter Bangsvej ad Ålholmvej.

Ulykken skete sidst på en lang arbejdsdag. Klokken var 17.50.

- Der var rødt, da jeg kommer frem. Jeg venter i lang tid, før det bliver grønt, siger den 61-årige mand.

- Jeg kunne ikke rigtigt se, om der holdt nogen ved siden af mig. Det er nok det, der er problemet, lyder hans konklusion.

Ganske vist så han en anden cyklist komme langt nede ad cykelstien. Men mor og barn fik han ikke øje på.

- Jeg kan ikke se flere, og så drejer jeg til højre. Så sker påkørslen lige med det samme. Jeg kan høre nogen, der råber lige ved siden af bilen, fortæller han.

Barnet kom ind under venstre forhjul og blev erklæret død på stedet.

Familien til pigen har fået dækket omkostninger til begravelse, psykologhjælp og andet og har i øvrigt pr. kulance af forsikringsselskabet Codan fået yderligere 50.000 kroner.

Spørgsmålet om erstatning - blandt andet til moren for muligt tab af erhvervsevne på grund af ulykken - udskydes til senere.

Sidste år skete der syv højresvingsulykker med dødelig udgang.

/ritzau/