Voldsomme regnskyl dræber 15 mennesker i Brasilien

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

Voldsomme regnskyl har kostet mindst 19 mennesker livet i udkanten af Brasiliens største by og finansielle centrum, São Paulo, natten til fredag.

17 af ofrene er blevet begravet i et jordskred, mens to andre er druknet i vandmasserne. Det oplyser den brasilianske redningstjeneste fredag.

Der er samtidig rapporter om flere mennesker, der savnes efter de kraftige regnskyl, der begyndte sent torsdag og fortsatte fredag, men ifølge redningsarbejdere er det endnu uvist præcis hvor mange.

Trafikken i São Paulo blev kastet ud i kaos, mens den kraftige regn lukkede den internationale lufthavn i byen i seks timer i løbet af natten. Også jernbanenettet blev lukket ned midlertidigt.

Ironisk nok kommer oversvømmelserne i hælene på to års tørke, som forårsagede alvorlig mangel på vand i den brasilianske metropol, der huser 20 millioner indbyggere.

/ritzau/AFP/Reuters