"Voldtægts" T-shirt fjernet fra Amazon

Skrevet af Ann Katrine Warren

03/03/2013

Dagens topnyheder

T-shirts med slogan som "Keep Calm and Hit Her" og "Keep Calm and Rape On" kunne indtil i går købes på den populære internetportal Amazon.com. Nu har producenten fjernet varerne og undskyldt for de upassende budskaber. Det skriver CNN.

Lørdag bredte sagen sig som en steppebrand på det sociale medie Twitter, hvor brugerne var oprørte over at finde T-shirts, der opfordrede til voldtægt og hustruvold. Det fik producenten Solid Gold Bomb til at rykke ud med en undskyldning.

På firmaets hjemmeside forklarer ejeren, at der var tale om computergenereret slogans, som virksomheden ikke har skabt med vilje.

Både Amazon og Solid Gold Bomb understreger, at ingen T-shirts med de upassende slogans eksisterer, da der var tale om produkter, som først blev skabt, hvis kunden bestilte et eksemplar.

Det oprindelige slogan lyder "Keep Calm and Carry On" og blev brugt under 2. Verdenskrig for at holdet modet oppe hos den britiske befolkning. De kontroversielle T-shirts var ment som en parodi på dette slogan, men ramte altså noget forbi målet.