Vonn vinder World Cup i styrtløb for ottende gang

Skrevet af admin

20/02/2016

Dagens topnyheder

Lindsey Vonn er fortsat dronningen af fartdisciplinerne i alpin skisport.

Den 31-årige amerikaner sikrede sig lørdag World Cup-titlen i styrtløb for ottende gang i karrieren, da hun i det italienske skiområde La Thuile blev nummer to i sæsonens næstsidste styrtløb.

- Det er min ottende styrtløbstitel. Jeg er meget stolt, lyder den umiddelbare reaktion fra Vonn, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Forspringet ned til Larisa Yurkiw og Cornelia Hütter er nu så stort, at Vonn ikke kan indhentes i sæsonens sidste styrtløb 16. marts i St. Moritz.

Vonn kan også gøre sig håb om at vinde den samlede World Cup for femte gang i karrieren. Med de point, hun får for andenpladsen i La Thuile, rykker hun igen op på førstepladsen foran Lara Gut.

Lørdag måtte amerikaneren dog finde sig i at stå lidt i skyggen af den italienske overraskelse Nadia Fanchini, som til hjemmepublikums store begejstring vandt sit første løb i mere end syv år.

Hun var 0,14 sekund hurtigere end Vonn og 0,72 sekund bedre end landsmanden Daniela Merighetti, der blev nummer tre.

Fanchinis hidtil eneste sejr kom i Lake Louise i december 2008, hvor hun vandt i super-G.

/ritzau/