Vred flok angriber ebola-center i Guinea

Skrevet af admin

05/04/2014

Dagens topnyheder

En menneskemængde angreb fredag et behandlingscenter i Guinea, hvor folk er indlagt med det frygtede ebola-virus.

De vrede mennesker beskylder personalet på centret for at have bragt det dødelige virus til byen Macenta, siger Læger uden Grænser (MSF).

Flere end 90 personer er omkommet på grund af sygdommen i Guinea og Liberia i det, som organisationen advarer om, kan udvikle sig til en "epidemi uden fortilfælde" i en fattig region med ringe behandlingsmuligheder.

Der gik flere uger, før de første sygdomstilfælde blev diagnosticeret som ebola.

Udbruddet har skabt frygt i samfund med sparsom viden om sygdommen og dens smittekilder. Samtidig har sygdomstilfælde i Mali bidraget til frygten for, at ebola vil sprede sig i det vestlige Afrika.

En talsmand for Læger uden Grænser siger til en journalist fra Thomson Reuters Foundation, at menneskemængden i byen Macenta, der ligger 425 kilometer sydøst for hovedstaden Conakry, beskyldte personalet for at bringe sygdommen til byen.

- Vi har evakueret al vores personale og lukket vores behandlingscenter, siger han.

- Vi har fuld støtte blandt de lokale ledere, og vi arbejder med myndighederne i et forsøg på at løse dette problem så hurtigt som muligt, så vi kan komme i gang med at behandle folk igen, fortsætter talsmanden.

Han kommer ikke med yderligere detaljer om hændelsen. Heller ikke om MSF's personale blev såret i angrebet.

Torsdag sagde Malis regering, at tre personer er blevet sat i karantæne, og at medicinske prøver er blevet sendt til USA.

Det seneste udbrud begyndte for to måneder siden i Guinea. Siden har nabolandet Sierra Leone meldt om mistænkelige sygdomstilfælde, mens Liberia har bekræftet tilfælde af ebola.

/ritzau/Reuters