Årets første nummer af damebladet Alt for damerne, som udkom i dag, har fået læserne op i det røde felt.
Årsagen er en af forsidens henvisninger, hvor der med store bogstaver står: "Voldtaget, hvornår er det din egen skyld?"
Længere inde i bladet kommer en artikel med titlen: "Det er AlDRIG din skyld".
Men forsidens antydning af, at offeret selv kan være ude om at blive voldtaget, har fået læserne til rette en hård kritik mod damebladet.
På Alt for damernes facebookside er det væltet ind med klager.
"SKAM JER FOR JERES KLAMME FORSIDE!!! TROR I IKKE AT DET AT VÆRE VOLDTAGET ER NOK??? MAN GÅR MED SKYLD OG SKAM NOK I FORVEJEN AT MAN SÅ BEHØVER AT LÆSE DET HER LORT PÅ JERES FORSIDE ER ET SMÆK I ANDSIGTET!!! FØJ SIGER JEG!!!", skriver Ingibjörg Thora Helgadóttir på Alt for damernes facebookside.
"Hermed en kraftig opfordring til, at I så hurtigt som overhovedet muligt trækker denne uges blad tilbage fra hylderne og får trykt en anden udgave, hvor artiklens vigtige pointe bringes på forsiden: "Voldtægt: Det er ALDRIG din skyld"", skriver Marianne Dalgård på Alt for damernes facebookside.
Også Dansk Kvindesamfund har meldt sig på banen og kritiserer forsiden for at være alt andet end i orden.
Efter læsernes har luftet deres utilfredshed dagen lang, har Alt for damernes redaktion begrundet deres forsidevalg på Facebook med følgende ord:
Kære alle
Tak for alle beskeder vedr. denne uges forside. Vi lytter selvfølgelig til kritikken og tager den alvorligt.
Formålet med at stille et provokerende spørgsmål på denne uges forside er at skabe opmærksomhed og debat om et emne, som vi synes er ekstremt vigtigt. På ALT for damerne deler vi bistandsadvokat Helle Halds raseri over et retssystem, der har en tendens til at mistænkeliggøre kvinder som har været udsat for en voldtægt.
Så selv om der for os naturligvis kun er ét svar på spørgsmålet om, hvornår voldtægt er ens egen skyld, nemlig ALDRIG, er svaret knapt så entydigt i andre dele af samfundet. Det vil vi gerne sætte fokus på.
Vi beklager naturligvis, at nogen har opfattet forsiden på en anden måde, end det var intentionen fra vores side, og føler sig stødt over den.
Mvh redaktionen
SE HELE FORSIDEN NEDENFOR: