Vuelta-vinder afviser tilbud fra Christina Watches

admin

|

13/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Cykelrytteren Chris Horner kommer ikke til at køre for det danske cykelhold Christina Watches - i hvert fald ikke i denne omgang.

Det oplyser det danske hold i en pressemeddelelse.

- Efter en snak med Chris Horner og hans nye agent Baden Cooke søndag aften er vores forsøg på at underskrive en kontrakt med Chris Horner mislykkedes trods vores bedste indsats, lyder det fra holdet.

Årsagen til amerikanerens fravalg er, at han ønsker at forsvare sin overraskende sejr i Vueltaen i 2013, og den mulighed får han ikke hos det danske hold.

- Jeg takker for jeres hårde arbejde for at lave den bedst mulige aftale med Chris. Vi kiggede seriøst på muligheden - og med de bedste intentioner.

- Men Chris har besluttet sig for, at han ikke vil tage imod tilbuddet. Hans lyst til at forsvare Vuelta-titlen er hovedårsagen, har Baden Cooke meddelt til Christina Watches.

Søndag meddelte holdets direktør, Claus Hembo, at man var tæt på at lukke en aftale med Horner, men det afviste Cooke senere på twitter.

/ritzau/