Vueltaen har skabt fremtidens Tour-stjerne

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

Tom Dumoulin har taget fusen på de fleste i Vuelta a España, hvor den 24-årige Giant-Alpecin-rytter har vist sig at indeholde nøjagtig de ingredienser, der skal bruges i opskriften på en stjerne i de store etapeløb.

Selv for insidere i det professionelle cykelfelt er Dumoulins bedrifter i de spanske bjerge kommet som en overraskelse, siger Cannondale-Garmins sportsdirektør i Vueltaen, Johnny Weltz.

- Vi vidste godt, han var en fantastisk dygtig rytter, men han har langt overgået forventningerne. Det bliver usandsynligt spændende at følge ham fremover.

- Det er en enkeltstartsspecialist, der nu har lært at hænge på i bjergene, og det er på den måde, mange af de store vindere gennem årene er trådt ind på scenen, siger Weltz.

Dumoulins kørsel vækker minder om den måde, hvorpå Miguel Indurain knuste al modstand igennem fem Tour de France-år.

- Det er det, han gør. Han skaber sig et forspring på enkeltstarten og minimerer tidstabet på de andre etaper. Ligesom Indurain virker han også rolig og går ikke i panik, siger den tidligere professionelle rytter Brian Vandborg.

Han mener, at Dumoulin skal koncentrere sig om succes i de store etapeløb, frem for at være en ren tempomaskine, som eksempelvis tyskeren Tony Martin har skabt sig en imponerende karriere på.

- Han er nødt til at blive klassementrytter nu. Al respekt for folk som Tony Martin, men det er i mine øjne større at komme på podiet i en grand tour end at vinde VM i enkeltstart.

- Men han kan formentlig godt kombinere de to ting. Skal han være klassementrytter, kommer det nok bare til at betyde, at han ikke kører så mange endagsløb i fremtiden, siger Vandborg.

Dumoulin har imponeret på de stejle stigninger i Spanien, som burde være en ulempe for en fysisk stor rytter som ham.

Der er derfor ikke noget i vejen for, at han allerede næste år stiler efter et stort Tour de France-resultat, mener Michael Blaudzun, der som aktiv tre gange blev dansk mester i enkeltstart.

- Han er et supereksempel på en rytter, der kan nå langt i Tour de France-sammenhæng. Kan han køre op ad stigninger, som dem der har været i Spanien Rundt, så kan han også gøre det i Touren, hvis han får tid til at forberede sig.

- Og så har han altid sin enkeltstart som et våben i baghånden, siger Blaudzun.

/ritzau/