Vulkanudbrud skaber frygt for dyreliv på Galapagos

Skrevet af admin

26/05/2015

Mest læste i dag

Strømme af orange lava flyder ud af en vulkan på Galapagos-øerne, der er kendt for sit unikke dyreliv.

Udbruddet risikerer at true verdens eneste koloni af lyserøde leguaner, advarer en nationalpark på øerne.

De sjældne leguaner lever udelukkende på øen Isabela, som er den del af Galapagos-øerne, vulkanen ligger på.

Udbruddet begyndte tidligt mandag morgen, oplyser Ecuadors miljøministerium.

Der bor ikke mennesker i nærheden af vulkanen, så ingen indbyggere er umiddelbart i fare.

Ministeriet vurderer heller ikke, at vulkanen truer de sjældne lyserøde leguaner. Disse dyr bor på den nordvestlige side af vulkanen, og lavaen strømmer ned på den modsatte side, oplyser ministeriet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Gule leguaner og kæmpeskildpadder lever på den nordlige side af vulkanen og er endnu ikke bragt i fare af den strøm af lava, der kommer ud af vulkanen Wolf - den største på øgruppen.

Galapagos-øerne ligger ud for Ecuadors kyst. Det var efter Charles Darwins besøg på øerne og studier af evolutionen i 1800-tallet, at øgruppen og dens natur blev verdensberømte.

/ritzau/AFP