VW udelukker svindel med udslip fra anden dieselmotor

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

Den tyske bilgigant Volkswagen siger torsdag, at de nyere dieselmotorer EA 288 helt afgjort ikke er manipuleret med snydesoftware.

- Efter grundige undersøgelser står det nu klart, at der heller ikke er indbygget snydesoftware ind i køretøjer med EA 288, meddeler virksomheden i Wolfsburg.

Der var tidligere på dagen kommet oplysninger frem, om at bilgiganten var ved at undersøge, hvorvidt der har været svindel med udslip fra en anden type dieselmotor, end den som allerede er kendt.

EA 288-motortypen er en efterfølger til EA 189-motorerne. Dieselmotorer af typen EA 189 findes i omkring 11 millioner køretøjer fra VW. Det var denne type, som var udgangspunkt for svindlen med udslip.

Den skandaleramte bilkoncern taber terræn på det europæiske bilmarked trods en fremgang i antal registreringer på mere end otte procent i september.

Volkswagen, som står midt i koncernens værste krise til dato, stod for 23,3 procent af bilsalget i Europa i september mod 23,7 procent i samme periode i fjor, viser en opgørelse fra de europæiske bilproducenters forening, ACEA, ifølge Bloomberg.

Populære bilmærker som Audi, Skoda og Seat hører under Volkswagen, og den tyske bilgigant erkendte i sidste måned, at den har indrettet millioner af dieselbilers software på en måde, så bilerne under test fremstår mere miljøvenlige, end de er under almindelig kørsel på vejene.

Det har medført en voldsom krise for VW, som blev afsløret af amerikanske myndigheder.

VW har annonceret, at det fra januar næste år tilbagekalder 8,5 millioner i Europa. I USA omfatter snyderiet 500.000 biler.

/ritzau/AFP