Wada suspenderer Kinas antidoping-myndighed

Skrevet af admin

22/04/2016

Dagens topnyheder

Dopingkontrollen af kinesiske sportsfolk er muligvis utilstrækkelig i forhold til de internationale krav.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har torsdag således suspenderet Kinas nationale antidopingmyndighed i op til fire måneder.

- Suspenderingen, som træder i kraft med omgående virkning, forbyder laboratoriet at udføre alle former for Wada-relaterede antidopingaktiviteter, herunder analyser af urin og blodprøver, skriver Wada i en meddelelse.

Wada begrunder beslutningen med, at det kinesiske antidopingagentur ikke efterlever de internationale standarder for dopinglaboratorier.

Men samtidig hedder det, at såfremt de kinesiske myndigheder retter ind på en række punkter i forhold til anbefalinger fra Wadas disciplinærudvalg, kan suspenderingen blive ophævet, inden der er gået fire måneder.

Og det er den kinesiske kontrolmyndighed indstillet på, oplyser antidopingagenturet på sin hjemmeside fredag. Agenturet vil lave de krævede ændringer og genoptage sine dopingundersøgelser, når det har fået grønt lys fra Wada, hedder det i meddelelsen ifølge Reuters.

Agenturet kommer også med en forklaring på udelukkelsen. Den skyldes angiveligt, at laboratoriet i forbindelse med en blindtest i oktober sidste år afleverede to "falske negative prøver".

Om det betyder, at Wada i forbindelse med en kontrol har indleveret to positive prøver til laboratoriet og derefter fået dem tilbage med resultatet "negativ", fremgår ikke af meddelelsen.

I november sidste år tog Wada en lignende beslutning over for det russiske antidopingagentur, efter at en undersøgelse havde indikeret, at mange russiske sportsudøvere var dopet, samt at positive prøver blev destrueret.

Afsløringerne i undersøgelsen fik Det Internationale Atletikforbund (IAAF) til at suspendere russiske atleter fra al konkurrence.

Onsdag i denne uge meddelte det russiske sportsministerium, at det har allieret sig med udenlandske eksperter i forsøget på at få så meget styr på dopingkontrollen, at russiske atleter kan få lov til at deltage ved OL i Rio til sommer.

Torsdag oplyste IAAF, at det holder sit næste rådsmøde 17. juni. Her ventes der ifølge Reuters at blive taget en afgørelse om de russiske atleters OL-skæbne.

/ritzau/