Wall Street jubler over Tesla trods milliardminus

admin

466 uger siden

|

04/11/2015

Dagens topnyheder

Et underskud på 229,9 millioner dollar - svarende til 1,56 milliarder kroner - i løbet af tre måneder får umiddelbart ikke Tesla-aktionærer til at rynke på næsen. Heller ikke selvom der er tale om de største røde tal i ti kvartaler. Tværtimod.

Den amerikanske elbilproducent sælger nemlig flere køretøjer end ventet, og samtidig tyder det på, at udviklingen af nye modeller og ny teknologi går efter planen og på nogle punkter hurtigere end håbet ifølge Reuters.

Selskabets regnskab for tredje kvartal blev offentliggjort efter lukketid på den amerikanske børs tirsdag, men i den såkaldte efterhandel stiger Tesla-aktien med omkring ti procent.

I alt omsatte Tesla for 936,8 millioner dollar i perioden juli-september.

Både salget af Teslas Model S og den nye Model X går ifølge selskabet godt, og i de kommende kvartaler regner selskabet med at tjene flere dollar per solgt bil end hidtil, da udgifterne ikke vil følge med indtægterne.

Ifølge regnskabet vil Tesla afsløre sin kommende Model 3-bil til marts. Den nye model ventes at komme til at koste omkring halvdelen af, hvad en Tesla koster i dag, og skal dermed nå ud til den bredere befolkning.

- Vi planlægger at afsløre Model 3 i slutningen af marts 2016, skriver Tesla-topchef Elon Musk og finansdirektør Deepak Ahuja i regnskabet ifølge AFP.

Foruden planerne om at revolutionere bilverdenen er Tesla også i fuld gang med at udvikle nye, store batterier.

Såkaldte powerpacks og powerwalls skal bruges til at lagre strøm fra eksempelvis solceller på taget af huse, og inden for dette felt mener Elon Musk, at Tesla er langt foran konkurrenterne.

- Jeg kender ikke nogen, der er tæt på os. Hvis du gør, skal du rose dem, lyder det fra Musk ifølge CNN Money.

/ritzau/