Forside Nyheder Wammen: Dansk luftpatrulje i Baltikum for femte gang

Wammen: Dansk luftpatrulje i Baltikum for femte gang

Wammen: Dansk luftpatrulje i Baltikum for femte gang

Lige nu læser andre

Danmark har ingen planer om at sende soldater eller flådestyrker efter de seks F-16-fly, som fra 1. maj skal patruljere luftrummet over Estland, Letland og Litauen.

Det fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

– I bund og grund er Nato et solidarisk foretagende rent politisk. Det vil vi vise med dette. Amerikanerne stopper deres flyvninger 1. maj, siger han og tilføjer, at også briterne og franskmændene har sagt, at de gerne vil bidrage.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) understreger, at danske F-16-fly gerne patruljerer sammen med andre Natolandes fly.

Læs også

– Vi vil meget gerne samarbejde med andre lande, der bidrager til, at vi kan få en styrket overvågning af luftrummet over de baltiske lande.

– Der er en stor glæde i Nato og de baltiske lande over, at ikke alene Danmark, men også andre lande er parate til at stille fly til rådighed, siger Nicolai Wammen.

Han understreger, at Danmark tidligere har arbejdet tæt sammen med briterne og andre Natolande.

Det er femte gang, at danske F-16-jagerfly udfører air policing (luftpatrulje) i Baltikum. Operationen kan ifølge Martin Lidegaard styrke Danmarks særlige forhold til de baltiske lande.

I 1991 var Danmark først med at anerkende de tre baltiske landes uafhængighed af Sovjetunionen. I 1999 oprettede man baltisk forsvarsakademi i den estiske by Tartu.

Her har danske officerer uddannet baltiske kolleger. Indtil 2004 ledede brigadegeneral Michael H. Clemmesen akademiet, som siden har haft baltiske chefer.

Siden Danmark i 2002 sendte jægersoldater og kampfrømænd til Afghanistan efter terrorangrebet på USA 11. september 2001, har Danmark tilbudt at tage baltiske soldater med i danske militæroperationer.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK