Washington kritiserer Iraks regering

Skrevet af admin

06/02/2014

Dagens topnyheder

Kritikken af Iraks shiamuslimsk-ledede regering tager til, og nu siger toppolitikere i Washington, at der skal ske mere for at skabe politisk forsoning i befolkningen, så der kan blive dæmmet op for volden i landet.

Den amerikanske kritik torsdag kom samtidig med, at en ny serie af bomber ryster Bagdad og dræber mindst syv mennesker. Dagen før blev mindst 33 mennesker dræbt i den irakiske hovedstad - 25 af dem nær den særligt sikre Grønne Zone og udenrigsministeriet.

Lederen af Den Udenrigspolitiske Komité i Repræsentanternes Hus, Ed Royce, siger, at den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, har anlagt en uforsonlig linje og lyttet for lidt til sunnimuslimernes ønsker.

- Malikis passivitet i forbindelse med sunnimuslimernes klager har gjort det muligt for den magtfulde jihad-gruppe Den Islamiske Stat for Irak og Levanten (Isil) at udnytte utilfredsheden og fremmedgørelsen hos det sunnimuslimske mindretal og optrappe volden voldsomt, siger Royce.

Isil, der også står stærkt i nogle af de mest kaotiske områder i nabolandet Syrien, har fået en stadig stærkere position under Iraks krise.

- Som leder af den irakiske stat må Maliki tage skridt til at lede Irak frem mod en fremtid uden sekterisk vold, understreger Royce.

Den amerikanske viceudenrigsminister for Irak og Iran, Brett McGurk, siger, at Maliki allerede har ændret kurs, efter at han i november besøgte Washington og fik "en meget direkte besked" fra præsident Barack Obama om at inddrage sunnimuslimerne i opbygningen af et nyt Irak.

Sikkerhedsstyrkerne kæmper især mod militante fra Isil i den vestlige provins Anbar.

Nye tal over dræbte, der er indsamlet fra en række forskellige ministerier, viser, at 1013 mennesker blev ofre for volden i årets første måned.

/ritzau/AFP