Statistikken kan dårligt tale mere tydeligt. Baseret på den er Rafael Nadal kæmpe favorit, når han søndag formiddag dansk tid spiller finale ved Australian Open mod Stanislas Wawrinka.
Schweiziske Wawrinka står i karrierens første grand slam-finale, men troen på en sejr i første forsøg skal han ikke finde i sine tidligere møder med Nadal. Spanieren har ikke bare vundet alle 12 indbyrdes kampe. Wawrinka har ikke vundet et eneste sæt i de 12 kampe.
Wawrinka skal finde optimisme i, at han tabte det seneste møde knebent med 6-7, 6-7 ved sæsonfinalen i London.
Samt det faktum at han i kvartfinalen besejrede Novak Djokovic, som han også havde en elendig statistik imod. Han havde tabt 14 kampe i træk mod serberen inden kvartfinalen i Melbourne.
- Kampen mod Novak gav mig en masse selvtillid, og viste mig, at jeg kan spille på et meget højt niveau i en meget vigtig kamp mod en af de store.
- Efter semifinalen ved US Open (mod Djokovic i 2013) vidste jeg, at jeg var ved at være der. Men der var stadig langt til en grand slam-finale.
- Det er svært for mig at have et mål om at nå en grand slam-finale, når der er Djokovic, Nadal, Federer og Murray. Jeg vidste, at jeg havde niveauet til at slå topspillere, men for at nå finalen skal man gøre det igen og igen, siger Stanislas Wawrinka ifølge AFP.
Hvis favoritværdigheden holder, vinder Rafael Nadal Australian Open for anden gang, og det vil være hans 14. grand slam-titel i alt.
Roger Federer er noteret for flest grand slam-titler - nemlig 17. Men da Nadal er 27 år, har spanieren gode muligheder for overgå dette.
/ritzau/