West Ham sælger sit stadion til entreprenør

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Premier League-klubben West Hams hjemmebane Upton Park har ligget det samme sted i mere end 100 år.

Nu bliver grunden solgt og Upton Park omdannet til lejligheder og butikker, når West Ham som planlagt flytter ind i Londons olympiske stadion i 2016.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse mandag.

Klubben sælger sin grund til London-entreprenøren Galliard Group, som allerede har bebudet, at man vil skabe et område med både boliger og butikker.

- Vi har valgt en aftale med Galliard, fordi de er en lokal London-entreprenør og arbejdsgiver med rødder i det østlige London, siger West Hams vicepræsident Karren Brady i meddelelsen.

- Vi ved, at Galliard har i sinde at arbejde tæt sammen med de lokale myndigheder om at skabe et godt miljø med beboelse og handel, som vil gavne det lokale og øst-Londons økonomi, siger hun videre.

Vicepræsidenten mener også, at aftalen bekræfter, at West Ham lever op til tidligere ord om at sikre genopbygningen af to lokalområder i det østlige London.

Entreprenøren vil også skabe en have til minde om klubikonet Bobby Moore.

/ritzau/