Lørdag formiddag blev Bobbi Kristina Brown, datter af den afdøde sangerinde Whitney Houston, kørt til hospitalet, efter hendes mand og en ven fandt hende bevidstløs i badekarret. Det skriver CNN.
Den 21-årige kvinde trak ikke vejret, da hun blev fundet i et fyldt badekar i et hjem i Roswell, Georgia i Atlanta. Det vides ikke om, det er Bobbi Kristinas eget hjem.
Bobbi Kristinas mand og ven påbegyndte førstehjælp, og ifølge politiet trak den 21-årige kvinde vejret, da hun ankom til hospitalet.
Den 11. februar er det tre år, siden Bobbi Kristinas mor, Whitney Houston, blev fundet død i et badekar på et hotel. Dødsårsagen blev fastslået som drukning på grund af en hjertesygdom og kokain.
R&B-sangeren Bobby Brown var gift med Whitney Houston indtil 2007, sammen fik de i 1993 datteren Bobbi Kristina, som også har en imponerende stemme.