WHO og ebola-lande lancerer plan for 557 millioner

Skrevet af admin

01/08/2014

Dagens topnyheder

Lederen af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og præsidenterne for de tre vestafrikanske lande, der er ramt af det værste udbrud af ebola nogensinde, barsler med en nødplan til en værdi af 557 millioner kroner.

Fredag mødes de i Guinea for at sætte gang i planen, siger WHO.

- Omfanget af ebola-udbruddet og den vedholdende trussel, virussen udgør, kræver, at WHO, Guinea, Liberia og Sierra Leone tager ansvar på et nyt niveau, siger WHO-direktør Margaret Chan i en udtalelse.

Organisationen siger, at flere hundrede sundhedsarbejdere må indsættes i de ramte lande for at støtte overbelastede hjælpearbejdere og faciliteter, der kæmper mod epidemien.

Siden starten af året har den kostet næsten 730 mennesker livet.

Den mest akutte mangel i de tre lande er læger og sygeplejersker, epidemiologer, eksperter i social mobilisering, logistikere og eksperter i data, siger WHO.

Tidligere torsdag opjusterede organisationen antallet af dødsfald forårsaget af ebola til 729 siden starten af året. I alt er smitten konstateret hos 1323 personer.

Frygten for ebola er så småt begyndt at sprede sig til resten af verden, efter at det første dødsfald i sidste uge blev konstateret i den nigerianske megaby Lagos, der er hjem for 21 millioner mennesker.

Flere vestlige sundhedsarbejdere, herunder en amerikansk læge, er blevet smittet i forbindelse med deres arbejde i Vestafrika.

Ebola rammer mennesker ved direkte kontakt med inficerede flagermus. Smitte mellem mennesker foregår ved kontakt med blod eller sekreter.

Symptomer ses indledningsvis ved høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diarré, ondt i halsen, udslæt og opkast.

Op mod 90 procent af de smittede dør af virussen, som der ikke findes en kur imod.

/ritzau/AFP