Wilbek er imponeret over sydamerikansk håndbold

Skrevet af admin

03/08/2014

Dagens topnyheder

Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, har med stor interesse fulgt sommerens tre hidtidige ungdomsslutrunder.

Ud over at glæde sig over de to danske bronzemedaljer hos henholdsvis de danske U18- og U20-kvinder har den tidligere landstræner set tendenser, der kan præge håndboldspillets udvikling de kommende år.

- Først og fremmest ser det ud som om, udviklingen og nyskabelsen er mere markant hos pigerne, end den har været hos drengene, siger Wilbek i en pressemeddelelse.

Wilbek vurderer, at de sydamerikanske nationer har rykket sig yderligere ved sommerens slutrunder:

- Nu har der jo kun været VM hos pigerne, så det ligger i sagens natur, at der ikke er kommet store globale input på herresiden.

- Men alene det, at semifinalisterne ved det EM for U20-herrer, som jeg har overværet live, har været de samme fire mandskaber, der for to år siden mødtes som U18, fortæller jo historien om en vis kontinuitet, mens der har været andre toner hos pigerne - især på U18-niveau.

Wilbek henviser først og fremmest til, at Sydamerika med Brasilien på en syvendeplads og Argentina som nummer 12 for første gang nogensinde har to mandskaber med i øverste halvdel ved VM.

Og at brasilianerne undervejs både besejrede Norge og var så tæt på at vinde kvartfinalen mod Montenegro, som de overhovedet kunne være, kalder på opmærksomhed.

- Sydamerika er allerede nu en magtfaktor inden for kvindehåndbold, og da Sydkorea med VM-guld for U20-kvinder og en femteplads hos U18-pigerne igen ser skræmmende ud, kan jeg kun hilse kvindehåndboldens globale udvikling særdeles velkommen.

- Eneste tilbageskridt, som jeg ser det, er, at Afrika - især syd for de arabiske lande - er gået i stå. Præcis som de er det i eksempelvis fodbold.

- Og så synes jeg, det er flot at se, hvordan tysk håndbold er kommet så stærkt tilbage. En ting er det imponerende Herre U20 hold, vi godt vidste, de havde.

- Men at de kom i finalen ved Dame U18 og semifinalen ved Dame U20 var mere end både jeg og tyskerne selv havde regnet med, siger han.

/ritzau/